Ib er en dreng på 15 år, der går på en specialskole. Han er diagnosticeret med Infantil autisme, en gennemgribende udviklingforstyrrelse. Han er udfordret i forhold til kommunikation, sociale færdigheder og forestillingsevne. Ib piller meget næse, hvilket også finder sted i klasseværelset sammen med de andre børn. Ib skjuler det ikke. Han sætter bussemænd af på vægge, stole, borde og sit tøj. På hans eget rum, er der klistret bussemænd over det hele.
På grund af den uhensigtsmæssige adfærd omkring næse pilleriet bliver Ib ekskluderet fra fællesskabet. Det viser sig blandt andet ved at både lærer og elever tydelig tager afstand fra Ib. Eleverne vil ikke lege med ham og lærerne korrigerer ikke de andre elever, når deres adfærd over for Ib er uhensigtsmæssig. Lærerne viser deres afstandstagen overfor Ib, ved at de afspritter deres hænder ved alle former for kontakt med ham. Han føler sig krænket, og bliver ikke anerkendt af hverken lærer eller de øvrige børn. Ib kan på grund af sin autisme ikke aflæse og forstå de andres tanker og følelser, men han konstaterer at både lærer og de andre børn tager afstand fra ham. Ib trækker sig mere og mere ind i sig selv, hvilket medfører at han bliver ensom og begynder at isolere sig fra de andre. Ib livskvalitet falder og hans næsepilleri tiltager.
Det er bare et rigtig godt dilemma med fokus på livskvalitet, der kalder på mange gode faglige vinkler :-)
SvarSlet